Omdelere deltog i Tall Ships Races 2015

Tall Ships Races 2015 besøgte Aalborg fra 1. - 4. august. Med ombord på det spanske sejlskib Atyla var to omdelere fra NORDJYSKE.

Omdelerne Caroline Hjulmand og Rune Mangor Jensen vandt i foråret konkurrencen om at deltage i en uges sejllads fra Kristiansand til Aalborg. De var de to heldige, som fik en uge med gyngende grund under fødderne.

        Tallshipsraces              

 Rune fortæller om jobbet som trainee ombord på Atyla:

"Da jeg kom ombord på skibet i Kristiansand, var der hurtigt noget at gå igang med. Der var et par små-opgaver, som skulle klares, blandt andet skulle der handles ind, så vi var klar til afrejse tirsdag.

Mandag den 27. juli var der fyrværkerishow i Kristiansand, som vi så fra vores båd. Og tirsdag sejlede vi parade ud af Kristiansand og satte kursen mod Aalborg. Der var ret store bølger, da vi sejlede ud af Kristiansand. Faktisk var bølgerne så store, at hvis vi skulle være ude på skibet, skulle vi spændes fast i seler, ellers skulle vi gå indenfor.

Vi blev nu lidt søsyge, og når vi ikke havde vagt, sov vi. Vores vagter ombord var på forskellige tidspunkter af døgnet. På vagterne fik vi lov at styre skibet og ellers skulle vi blot holde øje med, at sejladsen gik som den skulle. For eksempel skulle vi hver anden time tjekke positionen af skibet, holde øje med hvor hurtigt vi sejlede og tjekke temperaturer osv..

Alle os trainees havde også en vagt i køkkenet, hvor vi skulle hjælpe til med at lave mad og vaske op. Jeg fik en morgenvagt, hvor jeg skulle lave pandekager og kaffe.

Vi havde desværre et par problemer med skibet undervejs. Vores bom knækkede, så allerede om onsdagen på vej til Aalborg, blev vi nødt til at sejle med motoren (istedet for sejl). Det betød, at vi også skulle tjekke motoren hver anden time.

Ombord på skibet fik vi rigtig god mad, som kokken lavede. Jeg tror vi var omkring 20-22 mand ombord, og vi havde det rigtig hyggeligt sammen.

Torsdag inden vi ramte Aalborg, fik jeg lov at kravle op i masten på skibet. Torsdag aften kom vi ind til Aalborg, fordi at vi sejlede med motoren. Fredag, lørdag, søndag og mandag lå vi i havnen og i de dage arbejdede vi på skibet med en masse forskellige opgaver. Jeg skulle blandt andet skure dækket, rense roret og ordnet noget helt ude foran med bommen, hvor en wire skulle laves, så bommen blev stabiliseret.

Alt i alt en super fed tur, hvor jeg fik mange nye venner. Der var et godt og tæt sammenhold på skibet, og jeg er bestemt ikke bleg for at få sådan en oplevelse igen."

     Tall Ship 2015 Rune Tall Ship 2015 Rune1 Tall Ship 2015 Rune2 Tall Ship 2015 Rune3